Ros til de danske VM-arrangører
Ishockey-VM i Danmark har foreløbig været en stor succes. Afviklingen har været optimal og tilskueretallene høje.
På et møde onsdag aften fik den danske organisationskomité ros af både de 16 deltagende hold samt repræsentanter fra Infront, der ejer rettighederne til TV og marketing ved VM.
Nøglesætningen ved onsdagens feedback-møde var “Ingen bekymringer”, og IIHF (de internationale ishockeyforbund) har udtalt til de danske arrangører, at Danmark kan regnes blandt de mest velorganiserede værter på dette tidlige tidspunkt af turneringen.
VM-ishockey afholdes henholdsvis i Boxen i Herning og i Royal Arena i København.