Costa Rica er Pure life
Costa Rica spillede sig ind i mange fodboldfans hjerter, da det lykkedes at kvalificere sig til kvartfinalen ved VM 2014 i Brasilien.
Igen i 2018 er nationen kvalificeret til VM slutrunden. Men optakten har været svær med en række nederlag og presset er stort inden søndagens kamp mod Serbien.
Costa Rica er ellers ikke en befolkning, der ligger under for pres. Et udbredt motto, og noget som man helt sikkert vil høre blive sunget fra fans af Costa Rica på tilskuerepladserne ved kampene i Rusland er “Pure life”.
I Costa Rica er Pure Life en livsstil. På lokalsproget siger man “Pura Vida”, og det gør man hele tiden. Altså både som en hilsen og som en omtale af noget, der er rigtigt godt. Pura Vida hentyder til at leve et liv uden bekymringer, uden stress, ar man er taknemlig og ikke har fokus på det negative.
Og Costa Rica er ofte udråbt til at være et af de steder i verden, hvor folk er mest lykkelige.