Svensker ny træner i Fremad Amager
Tirsdag sagde Fremad Amager farvel til Jan Michaelsen. Onsdag er 47-årige Azrudin Valentic præsenteret som ny træner for Fremad Amager i NordicBet Ligaen.
Azrudin Valentic er svensker med bosniske rødder, og kommer til Amager fra Stockholm.
Fremad Amagers nye træner er selv tidligere spiller, og udover klubber i Bosnien har han været professionel i Skotland og Østrig. Han har i Sverige været assistent-træner for Olof Mellberg i Brommapojkerne samt cheftræner for Vasalund i næstbedste række og Dalkurd i Allsvenskan.
“I Azrudin Valentic får vi en meget engageret træner, som især har fokus på at udvikle de unge talenter og udløse deres potentiale. Azrudin Valentic er en internationalt orienteret træner, som har høstet vigtige erfaringer i Sverige, og som vi forventer kan være med til at indfri de store ambitioner vi har”, siger sportsdirektør Timur Daguev.
Azrudin Valentic har første træningssession med sit nye hold onsdag.