DIF bakker op om Wada
DIF (Danmarks Idræts Forbund) bakker op om det internationale antidopingagenturs (Wada) beslutning om at beholde det russiske antidopingagentur inde i varmen, men forventer at de udleverede prøver fra Moskva-laboratoriet nu granskes nøje.
Efter et telefonmøde besluttede bestyrelsen for det internationale antidopingagentur, Wada, i dag, at det russiske antidopingagetur, Rusada, kunne beholde sin status som ’compliant’. Dermed valgte Wada at følge anbefalingen fra det uafhængige compliance-udvalg.
Beslutningen kommer i kølvandet på, at Rusland langt om længe har udleveret data og testresultater fra Moskva-laboratoriet til Wada. Udleveringen var en af forudsætningerne for, at Rusada kunne få en status som ’compliant’.
”Jeg bakker op om Wadas afgørelse. Det er dumt, at Rusland overskred deadline med et par uger og ikke fik udleveret data og testresultater inden årsskiftet, men det er ikke afgørende for mig. Nu må vi se, hvad der kommer ud af analyserne. Positive prøver skal føre til karantæner, og hvis det viser sig, at russerne har manipuleret med data, så skal det have alvorlige konsekvenser,” siger DIF’s direktør, Morten Mølholm Hansen.
Wadas pres har virket
Som en følge af den russiske dopingskandale, der blev beskrevet detaljeret i den såkaldte McLaren-rapport, blev den russiske olympiske komité udelukket fra vinter-OL i PyeongChang i 2018, og Rusada var i årevis ’non-complient’. I mellemtiden har Wada fastlået, at Rusada har gennemgået de påkrævede ændringer, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, har erkendt, at de russiske antidopingmyndigheder har fejlet, og at det er Ruslands egen skyld, at landet er havnet i denne situation.
”Det pres, som Wada har lagt på Rusland, har haft en markant effekt. Det har skabt store ændringer hos Rusada, og vi hører i dag en helt anden sprogbrug fra det officielle Rusland. Jeg kan ikke komme på andre internationale organisationer, som har haft lignede held med at rykke russerne på denne måde,” siger Morten Mølholm Hansen.
Alternativet til Wada er skræmmende
Direktøren for DIF kommer også med en generel opbakning til Wada, som har eksisteret siden 1999 og er finansieret 50/50 af medlemslandenes regeringer og IOC.
”Jeg har været i idrætsverdenen så længe, at jeg husker tiden før Wadas etablering. Det var en rædselsfuld og kaotisk tid. Det er meget muligt, at der kan ske forbedringer i Wada, men alternativet, altså en tilbagevenden til tilstandene før Wada, er skræmmende,” understreger Morten Mølholm Hansen.