Fodbold

DBU har ansat ny chef for Den Ny Kvindeliga

DBU og Kvindedivisionsforeningen har ansat 46-årige Nicolai Kaas Nordstrøm som Ligachef for den bedste kvindelige fodboldrække i Danmark. Han tiltræder 1. marts, og skal stå i spidsen for sportslig og kommerciel udvikling af Den Ny Kvindeliga, der får premiere ved sæsonstarten 2019/20 til august.

Den bedste fodboldrække for kvinder i Danmark skal over de kommende fem år løftes markant, så den får flere spændende kampe, langt flere tilskuere, bedre mediedækning – og dermed også bliver mere attraktiv for kommercielle partnere og sponsorer. Bag denne udviklingsplan står DBU, eliteklubberne og Kvindedivisionsforeningen med støtte fra UEFA – og første skridt på rejsen er ansættelse af den ny liga-chef, Nicolai Kaas.

Han kommer fra et job som kommerciel direktør i B93 og har tidligere haft lignende stillinger i Nordsjælland Håndbold og Charlottenlund Travbane/Dansk Hestevæddeløb, ligesom han har arbejdet på konsulentbasis med events og sponsorstrategier og været produktionsleder for TV3 Sport og haft ansvar for live-dækningen af Superligaen og Champions League.

Nu skal klubfodbolden og ligaen udvikles. “Vi har valgt Nicolai Kaas på grund af hans meget omfattende og varierede erfaringer med udvikling af kommercielle partnerskaber i sportens verden. Siden Kvindelandsholdets EM-sølv i 2017 har vi oplevet en eksplosiv interesse for landsholdet – nu skal vi arbejde målrettet på, at Fodbolddanmark, medierne og erhvervslivet også får øjnene op for kvindefodbold på klubplan,” siger konstitueret direktør i DBU, Kenneth Reeh, der sidder i styregruppen bag kvindeliga-projektet.