Fyring kostede fodboldklub 166 millioner kroner
Fyringen af manageren José Mourinho kostede Manchester United 19,6 millioner pund – svarende til 166 millioner kroner. Dette fremgår af et offentliggjort kvartalsregnskab.
Beløbet dækker også over penge til seks medlemmer af José Mourinhos trænerstab, der også blev afskediget.
José Mourinho blev fyret i december efter to og et halvt år i klubben. Siden har norske Ole Gunnar Solskjær taget over med en vis succes.
Manchester United skriver videre i regnskabet for andet kvartal af finansåret, at klubben har haft en rekordomsætning.
I andet kvartal lyder omsætningen på 208,6 millioner pund – svarende til 1,7 milliarder kroner.