DIF-direktør: Tour-start er en kæmpe cadeau til Danmark
Torsdag er det på et pressemøde på Københavns Rådhus endeligt bekræftet at Tour de France starten i 2021 kommer til Danmark. De tre første etaper bliver kørt rundt i landet fra København til Sønderborg. Nyheden vækker glæde hos Danmarks Idrætsforbund (DIF).
”Det er en kæmpe cadeau til Danmark som cykelnation og som værtsnation. En Tour-start er én af de helt store begivenheder og en perfekt kombination af sportslig tyngde og tilskueroplevelse. Det er en stor bedrift, og det har krævet ekstra at få arrangørerne til at flytte hviledage for, at det kan lade sig gøre,” siger Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF.
En folkefest
Tour-starten placerer sig ind helt i top over de største begivenheder på dansk grund.
”Det er endnu en bekræftelse på, at vores ry langt overgår vores størrelse. Det er helt uhørt, at vi på så kort tid har formået at hente både verdens største cykelløb, VM i ishockey, VM i håndbold og EM i fodbold til Danmark. Det er kulminationen på en stor indsats fra alle de involverede parter og byer. Og så har det helt klart hjulpet med en statsminister og en overborgmester i København, der er gået så aktivt ind i kampagnen,” siger Morten Mølholm Hansen.
Udover den store opmærksomhed fra tv-seere og cykelentusiaster verden over, så vil der også blive trængsel langs ruten på de tre etaper.
”Det er meget få sportsbegivenheder, der formår at skabe så festlig en ramme rundt om aktiviteten, som det er tilfældet med Tour de France. Det bliver en folkefest. Vi håber, at den festlige ramme og opmærksomheden kan bruges til at inspirere flere danskere til selv at prøve kræfter med cykelsporten,” siger Morten Mølholm Hansen.