Basketball

Dansk basketlandshold videre efter stort drama

Det danske herre basketlandshold er rykket op i den bedste EM kvalifikationsrække efter en dramatisk sejr lørdag over Hviderusland.

Foran næsten 2000 ellevilde tilskuere ramte Iffe Lundberg en tre-pointer med 1,2 sekunder igen, der sendte Danmark i front for første gang siden 6-4 i første periode. Danmark spillede ikke den bedste kamp i kvalifikationen, rent offensivt, men måtte i stedet arbejde sig til sejren og afsluttede med at vinde de sidste minutter af kampen 13-1 på vej mod sejren, der lød på 69-66.

Med sejren er Danmark sikre på at vinde gruppen, med en kamp tilbage mod Albanien på onsdag. Nu gælder det hovedkvalifikationen til EuroBasket 2021, hvor kun Europas bedste 32 hold er med – og ud af dem kvalificerer 24 sig til EM.