CyklingTopnyheder

Danmarks Cykle Unions direktør stopper

Jens-Erik Majlund har valgt at takke ja til at blive en del af Agria Dyreforsikrings nye ledelse i Danmark, og han fratræder derfor som direktør i Danmarks Cykle Union (DCU) i det nye år.

“Vi er dybt taknemmelige for den indsats, Jens-Erik har leveret siden begyndelsen af 2017. Han har været med til at skrive et enestående positivt kapitel i DCU’s historie”, udtaler DCUs formand Henrik Jess Jensen.

DCUs formand peger på, at Jens-Erik Majlund sammen med bestyrelsen har taget ansvar for at bringe dansk cykelsport tilbage på sporet, og det er ikke kun sket på rekordtid, men også over al forventning:

“Sammen har vi bevist, at DCU har kunnet opretholde et meget højt aktivitetsniveau, opnå store sportslige resultater og udvikle organisationen, selvom vi har været i en genopretningsperiode – og det har været muligt, fordi vi har haft en dygtig og ansvarlig direktør til at holde fokus i den daglige drift”, fastslår Henrik Jess Jensen.

Jens-Erik Majlund har været glad for årene i Danmarks Cykle Union, og han er stolt af de resultater, der er opnået i hans tid som direktør:

“Det har været fantastisk at være en del af dansk cykelsport – ikke kun på det elitesportslige plan, men også i de mange klubber rundt om i landet. Jeg har oplevet en helt utrolig arbejdsindsats og glæde hos de mange frivillige, og det, at medlemmerne og bestyrelsen har stået sammen for at bringe DCU tilbage på rette vej, er noget, alle skal være stolte af”, siger Jens-Erik Majlund.

Jens-Erik Majlund færdiggør regnskabet for 2019, og sikrer en god overlevering af opgaverne, mens bestyrelsen nu indleder processen med at finde en efterfølger.