CyklingTopnyheder

Verdensmesteren og Danmarksmesteren skal køre som Par nr. 7

Når der den 28. december afvikles Beckers Malings internationale 100 km parløb i Ballerup Super Arena og den 29. december køres Grand Prix Odense på Odense cyklebane, bliver det med et helt unikt Par nr. 7 i felterne.

Den regerende verdensmester i landevejscykling og den regerende danske mester i samme disciplin og nuværende europamester i parløb danner Par nr. 7. Det lyder som en drøm. Drømmen går i opfyldelse den 28. december i Ballerup Super Arena og den 29. december på Odense Cyklebane. Her skal Mads Pedersen og Michael Mørkøv nemlig danne det klassiske Par nr. 7.

“Det bliver sindssygt fedt at prøve at køre som Par nr. 7. Og så ovenikøbet med Mr. Par nr. 7, Michael Mørkøv. Jeg glæder mig og håber at vi kan sætte tilskuerrekorder”, lyder det fra verdensmester Mads Pedersen.

“DBCs Nytårsstævne er et af de flotteste løb på kalenderen i Ballerup Super Arena, godt arrangeret og altid med masser af tilskuere og fantastisk stemning. At skulle køre med den regerende landevejsverdensmester i Par nr. 7 bliver noget helt unikt. Det glæder jeg mig helt vildt til”, forklarer Michael Mørkøv.

”På Odense Cyklebane er vi meget stolte over at kunne præsentere så flot et felt. Grand Prix Odense er ret nyt og der arbejdes hårdt på at skabe en tradition. Vi har ikke helt samme faciliteter som Ballerup, men med entusiasme og engagement arbejder vi hårdt på at skabe en rigtig god atmosfære og stemning”, siger formand Claus Rasmussen.

Par nr. 7 er blandt de mest legendariske og mest kendte brands i dansk sport. Legenden om parret blev skabt af Kay Werner i 1950’erne, der kørte med stor succes først med Evan Klamer og siden med Palle Lykke. Siden har der altid været et markant Par nr. 7 i det københavnske 6-dagesløb og siden også i andre parløb på de danske cykelbaner.

Billetsalget til Nytårsstævnet i Ballerup Super Arena er indledt via https://www.billetsalg.dk/Event/DBCs%20Nyt%C3%A5rsst%C3%A6vne%202019/2595

Billetsalget til Grand Prix Odense i Thorvald Ellegaards Arena, er indledt via https://www.ticketmaster.dk/event/grand-prix-odense-billetter/475973