TV2 køber enerettigheder til skiskydning
Skiskydning er blevet en stærk og fascinerende sportsgren på tv, og TV 2 har løbende udvidet sine rettigheder til denne sport.
I flere år delte TV 2 rettigheder med DR, ligesom Eurosport sendte skiskydning. Så overtog TV 2 rettighederne fra DR og sender skiskydning på linje med Eurosport, men fra sæsonen 2022/2023 har TV 2 erhvervet de eksklusive rettigheder til skiskydning.
Fra efteråret 2022 til foråret 2026 kan danskerne alene se international skiskydning – VM, World Cup, EM og UVM – på TV 2 SPORT X og på TV 2 PLAY.
“Vi har ramt plet og har erhvervet en ny omgang skiskydning. Det er en rigtigt god nyhed for os, der elsker ski og skiskydning”, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.