Politiet indstiller efterforskning om matchfixing i FC Roskilde
Midt- og Vestsjællands Politi har besluttet at stoppe efterforskningen om matchfixing i fodboldklubben FC Roskilde, da der ikke har kunnet findes tilstrækkeligt bevismateriale til at åbne en sag. Midt- og Vestsjællands Politi har haft efterforskningen, siden Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Matchfixingsekretariat overdrog sagen den 28. maj 2019.
”Vi tager naturligvis til efterretning, at politiet ikke har fundet beviser til at åbne en straffesag. Det betyder også, at vi ikke går videre med efterforskningen af mulig matchfixing i idrættens regi,” siger Poul Broberg, der er chef for DIF’s Matchfixingsekretariat.
Matchfixingsekretariatet overdrager sager til politiet, der har et strafferetligt indhold. Og generelt er der tilfredshed med samarbejdet med myndighederne.
”Vi har været glade for samarbejdet med Midt- og Vestsjællands Politi om sagen. Samarbejdet med myndighederne er vigtigt for os i de sager, fordi politiet har helt andre muligheder for at efterforske, end vi har i idrætten. Vi har set flere alvorlige sager på området på verdensplan, og derfor håber vi, at det er et område, som politiet vil prioritere fremover,” siger Poul Broberg.
Sagen er derfor også afsluttet i idrættens regi, da det tidligere er besluttet ikke at indbringe sagen om spil på egne kampe for DIF’s Matchfixingnævn.
Sagen kort:
- 14. maj 2019: BT bringer første historie om mistanke om matchfixing i FC Roskilde
- 24. maj 2019: DIF’s Matchfixingsekretariat indleder undersøgelse om ”spil på egne kampe” på baggrund af møder med FC Roskilde, Spillerforeningen og tidligere FC Roskilde-træner Christian Lønstrup
- 28. maj 2019: DIF’s Matchfixingsekretariat foretager politianmeldelse om mistanken om matchfixing på baggrund af oplysninger i efterforskningen
- 3. juli 2019: DIF’s Matchfixingsekretariat standser undersøgelsen om ”spil på egne kampe”
- 3. marts 2020: Midt- og Vestsjællands Politi standser politiefterforskningen omkring matchfixing