Ny formand for Team Danmark
Hernings borgmester Lars Krarup bliver fra 1. juni ny bestyrelsesformand for Team Danmark. Han afløser Frank Jensen, som har været formand i otte år og derfor ikke kan genudnævnes. Samtidig indtræder hækkeløber Sara Slott Petersen som nyt medlem af bestyrelsen, og tidligere elitesejler Susanne Ward og erhvervsmand Poul Sand genbeskikkes.
Team Danmarks direktør, Lone Hansen, retter en stor tak til Frank Jensen for hans arbejde for dansk eliteidræt gennem de sidste otte år.
”Frank Jensen fortjener en meget stor tak og anerkendelse for sit store bidrag til dansk eliteidræt de sidste otte år. Med Frank Jensen i spidsen er det lykkedes at rykke dansk eliteidræt markant, og han har blandt andet været med til at sikre stor opbakning til Team Danmarks arbejde for de danske atleter fra mange aktører i og uden for idrættens verden. Frank Jensen har haft en nøglerolle i forhold til Team Danmarks samarbejde med Salling Fondene og Novo Nordisk Fonden, som er centrale for udviklingen af dansk eliteidræt,” siger Lone Hansen.
Hun glæder sig samtidig meget til at byde de nye bestyrelsesmedlemmer velkommen på holdet.
”Vi står over for en spændende og udfordrende periode med udskudt OL og PL. Dansk eliteidræt står på et stærkt fundament, og danske atleter skaber folkefest, fællesskab og stolthed som intet andet i vores samfund. Der er stadig store potentialer, vi skal udnytte, hvis vi skal fastholde dansk eliteidræts høje niveau, og jeg glæder mig til at arbejde videre med opgaven sammen med bestyrelsen,” siger hun.