Ny aftale sikrer endnu mere dansk topfodbold på Viaplay
NENT Group og DR har indgået en aftale om at dele rettighederne til Sydbank Pokalen fra den kommende sæson og fire år frem.
Aftalen betyder, at der fremadrettet vil blive produceret endnu flere kampe fra den danske pokalturnering, og dét er godt nyt for de Viaplay-seere, som er vilde med dansk topfodbold: Samtlige producerede Sydbank Pokalen-kampe vil nemlig kunne ses på Viaplay, og samtidig vil den fortsatte dækning på TV3-kanalerne og det nye samarbejde med DR gøre, at Sydbank Pokalen når ud til flere fodboldfans end nogensinde før.
”Vi er enormt glade for aftalen mellem NENT Group og DR. Den kommer til at give en endnu større dækning af Sydbank Pokalen. Både fordi der fremover vil blive produceret endnu flere kampe, men turneringen vil fremover også blive behandlet med DR´s brede dækning på flere platforme. Med to så stærke partnere som NENT Group og DR, er det en klar forstærkning af Sydbank Pokalen”, siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.
NENT Group har i forvejen rettighederne til 2/3 af kampene fra Superligaen og samtlige kampe fra NordicBet Ligaen, som alle kan ses på Viaplay. Med den nye aftale med DR kan Viaplay-seerne se frem til ENDNU flere timers dansk topfodbold.