Løn forsinket hos Fremad Amager
Spillere og andre ansatte i 1. divisionsklubben Fremad Amager har torsdag endnu ikke fået udbetalt deres løn for september. Det bekræfter klubbens direktør Allen Ravn overfor TV3 Sport.
“Lønnen er udeblevet på grund af lidt problematikker med at få finansieringen frem for vores ejer. Og jeg er her til aften blevet garanteret, at finansieringen og fundingen er på vores konto i morgen tidlig”, fortæller Allan Ravn til TV3 Sport.
Klubben blev i 2018 overtaget af det Monaco-baserede konsortium SCP Waterfront med Jerome Solamito i spidsen. I 2019 endte klubben med et underskud på mere end 25 millioner kroner.
Den traditionsrige Amager-klub er tre gange tidligere konkurs. Senest skete det tilbage i 2009.