Selskabet bag Silkeborg IF med stort overskud
Selskabet bag bag fodbolden i Silkeborg, Silkeborg IF Invest A/S, kom ud af 2020 med et overskud på 28,5 mio. kr. før skat. Det er transferindtægter der er hovedårsagen til at selskabet for sjette år i træk kan præsentere sorte tal på bundlinjen.
“Vi er naturligvis tilfredse med og glade for resultatet, men vi ser samtidig ind i 2021 med rynket pande. Her må vi fortsat forvente økonomiske konsekvenser af covid-19, der gør det svært at forudsige udviklingen”, udtaler adm. direktør i Silkeborg IF Invest A/S, Kent Madsen.
Silkeborg IF har i 2020 solgt fem fodboldspillere, heraf fire med opvækst på klubbens talent-akademi. Frederik Alves Ibsen blev solgt til West Ham, Mads Emil Madsen til LASK Linz, Eskild Dall til Ajax Amsterdam, Jeppe Okkels til IF Elfsborg og Ronnie Schwartz til FC Midtjylland.
Selskabet driver fodbold i Silkeborg IF A/S, hotel- og konferencedrift i Papirfabrikken Hotel Radisson Blu og ejendomsudlejning i K/S Papirfabrikken. Sidstnævnte har bidraget med et overskud på 19,9 mio. kroner.
Forudsigelsen for 2021 lyder på et underskud i spændet mellem minus 5 og minus 15 mio. kr.