ISS fortsætter som olympisk partner mod OL 2024
ISS, der er en af verdens førende leverandører af facility management services, støtter også de næste tre år de danske atleter, trænere og det øvrige hold, der er med til at bane vejen mod danske præstationer i verdensklasse.
Den netop indgåede partneraftale er en forlængelse af det succesrige partnerskab, som ISS har haft med DIF og Team Danmark siden 2017 og frem mod OL i Tokyo, der blev afholdt sidste sommer.
Team Danmarks adm. direktør Peter Fabrin, ser frem til at styrke fundamentet, dansk idræt står på, med ISS på holdet.
”Vi er meget glade for at have ISS med om bord som olympisk partner. Det er helt afgørende for atleterne, at vi har opbakning fra kommercielle samarbejdspartnere som ISS. Ingen vinder alene, og det økonomiske rygstød fra ISS og vores øvrige olympiske partnere betyder, at vi kan investere yderligere i at optimere atleternes muligheder frem mod OL i Paris,” siger Peter Fabrin.