NFL-spilleren Tom Brady skal øge coolness-effekten i Lyngby Boldklub
Den danske fodboldklub, Lyngby Boldklub, og et af de største sportsnavne i USA’s historie, NFL-spilleren Tom Brady, bliver normalt ikke kædet sammen. Men det sker nu via et samarbejde med den danske brillevirksomhed Christopher Cloos, hvor fans kan få fingrene i et eksklusivt sæt solbriller, der i første omgang kun produceres 200 stk. af.
“LBK”. Det er teksten skrevet på siden af en ny brille fra Christopher Cloos, som symboliserer et eksklusivt partnerskab med Lyngby Boldklub. Kan en amerikansk superstjerne tilføre noget til en mindre dansk divisionsklub? Ja, er svaret, hvis man spørger i Lyngby Boldklub.
Christopher Cloos er kendt for blandt andet at have Tom Brady som ambassadør for virksomheden. Brady har i samarbejde med Cloos lavet udviklet tre forskellige sæt briller, og det er ikke tilfældigt, at Christopher Cloos nu igen bevæger sig ind i et partnerskab fra sportens verden.
Den nye fodbold-solbrille, der er fra Christopher Cloos’ Tom Brady kollektion, blev sat til salg d. 16. maj og produceres i første omgang i en limited edition af 200 stk. Adm. direktør i Lyngby Boldklub, Andreas Byder, ser projektet og samarbejdet som et stærkt skridt for at ramme et yngre publikum.
“Vi udforsker konsekvent mulighederne for at styrke vores brand som fodboldklub og appellerer til en bred målgruppe. Et samarbejde som dette giver os mulighed for at ramme et lidt yngre publikum, som forhåbentlig kan se noget spændende i kombinationen af lækkert design og Lyngby merchandise,” siger Andreas Byder. Han fortsætter:
“Et par design solbriller med LBK er en mere diskret måde at identificere sig med klubben på, men det er langt hen ad vejen samme tankegang som at tage en blå kasket eller halstørklæde på. Blot mere diskret. Eller mere stilet, vil nogle sige.”