BMX-rytter Malene Kejlstrup Sørensen er Årets Fund i dansk idræt 2022
Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Politiken giver Danmarks ældste idrætspris til 20-årig BMX-rytter, der har sat nye standarder for sin sport i det forgangne år.
For 83. gang er Danmarks ældste idrætspris blevet uddelt af Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Politiken med den 20-årige BMX-rytter Malene Kjelstrup Sørensen som vinder blandt de 10 nominerede.
BMX-rytteren får prisen for et imponerende internationalt gennembrud i 2022.
I midten af juli vandt randrusianeren EM for ryttere under 23 år i en tid, der ville have rakt til sølvet i kvindernes elitefelt. Godt en uge senere toppede hun præstationen ved VM i den franske by Nantes. Hun blev ikke bare U23-verdensmester. Hun gjorde det i en fart, der denne gang havde været rigeligt til guldet hos seniorrytterne.
Til titlerne kan man lægge en stribe andre flotte resultater. En sejr og yderligere tre podiepladser i U23 World Cup og en samlet sejr i European Cup.
En temmelig uset samling af resultater – især set i lyset af, at ingen danske BMX’ere før denne sæson nogensinde har vundet et verdens- eller europamesterskab. Og at kun én dansk rytter nogensinde på tværs af alle kategorier har kørt sig i World Cup-finaler.
Malene Kejlstrup Sørensens gennembrud giver et begrundet håb om, at hun allerede kan deltage ved OL i Paris om halvandet år og måske køre med om medaljerne, hvilket er fire år tidligere, end Danmarks Cykle Union (DCU) havde turde drømme om.
”Malene er ekstremt dedikeret til sin sport i almindelighed og til sin træning i særdeleshed. Faktisk så dedikeret og motiveret, at det i sig selv er en opgave at sikre, at hun trods alt ikke træner for meget”, skriver elitechef i DCU, Morten Bennekou, i indstillingen af rytteren.