SportspriserTopnyheder

Piotr Wojewski er Årets Træner 2022

Han er manden bag Anne-Marie Rindoms store succes. I 2022 sikrede de to sig endnu et verdensmesterskab og nu bliver Piotr Wojewski hædret som ´Årets Træner 2022’.

Polskfødte Piotr Wojewski er tidligere Laser-sejler på topniveau. I 2013 kom han til Danmark for at overtage ansvaret for den danske Laser Radial-gruppe. Gruppen hedder i dag ILCA 6.

Han vinder prisen foran Holger Runes tennistræner Lars Christensen og landstræner i paradressur, Astrid Gemal. Trænerprisen uddeles af Team Danmark og Salling Group.

”Denne pris betyder rigtig meget for mig. Jeg har ofret meget – ikke for at vinde denne pris, men for at sikre succes for mine atleter – og det gør mig rigtig glad og stolt, at det arbejde og de ofringer bliver anerkendt. Jeg ved også, at jeg aldrig havde vundet prisen, hvis ikke det havde været for Anne-Maries fantastiske resultater, så jeg er heldig, at jeg mødte hende og at vi har opbygget så stærkt et forhold. Vi har arbejdet sammen siden hun var 21 år gammel og det er ikke så ofte i denne verden, at man holder sammen i så mange år, så det er jeg enormt stolt af. Men jeg er ikke færdig. Vi har en spændende ung gruppe atleter og Anne-Marie og jeg har stadig mål at jagte,” siger Piotr Wojewski.

Piotr Wojewski har været dansk landstræner siden 2013. Han har siden da været en altafgørende figur i at løfte Anne-Marie Rindom frem til verdenseliten. Det er i deres tid sammen blandt andet blevet til OL-bronze, OL-guld, VM-guld og en stribe World Cup-sejre.