SportspolitikTopnyheder

DIF modtager stor bevilling til ambitiøs børne- og ungeindsats

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden) har valgt at støtte Danmarks Idrætsforbunds (DIF) store børne- og ungeindsats, ‘Fremtidens idræt for børn og unge’, med 85 mio. kr.

Den storstilede og ambitiøse indsats skal styrke foreningernes børne- og ungdomsarbejde og give endnu flere børn og unge mulighed for at tage del i sunde og meningsfulde foreningsfællesskaber – for idrætsaktivitet og foreningslivets fællesskaber styrker børn og unges trivsel, både fysisk, psykisk og socialt.

Som Danmarks største børne- og ungdomsorganisation med omkring 800.000 medlemmer under 18 år er det DIF, der i de kommende fem år skal sikre indsatsens fremdrift. I overskrifter indebærer indsatsen at udvikle og understøtte arbejdet med børn og unge lokalt i foreningerne, styrke kompetencerne hos de frivillige og arbejdet med trivsel samt at rekruttere og involvere de unge.

Det er den største enkeltstående bevilling i DIF’s historie, og ambitionerne er også derefter.

”Det er en stor dag for os i Danmarks Idrætsforbund. Børne- og ungeområdet er for os og vores specialforbund et helt centralt omdrejningspunkt, og det er der, vi både kan og bør sætte ind for at gøre en forskel på nationalt plan,” indleder formand i Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, der er begejstret over at kunne realisere visionerne.

“Det er vores fornemste opgave at bidrage til at sikre, at foreningerne er klar til at imødekomme de behov og forventninger, som den yngre generation har. Det er en stor opgave, som skal skabe varig forandring – og på grund af bevillingen fra A.P. Møller Fonden er dette arbejde nu muligt,” fortæller Hans Natorp.