Første danske atlet udtaget til OL i Paris
Skeetskytten Jesper Hansen, der vandt sølv ved OL i Tokyo, er som den første danske atlet blevet udtaget til OL i Paris.
Ved det seneste sommer-OL i Tokyo vandt skeetskytten Jesper Hansen den første af 11 danske medaljer, da han sikrede sig sølv. Nu er Jesper Hansen klar til at gå på medaljejagt igen, da han som den første danske atlet er blevet officielt udtaget til OL i Paris 2024.
”Det er en ære at blive udtaget som den første, og rent sportsligt betyder det også meget for mig. Det giver mig tid til at forberede mig optimalt. Nu har jeg ét mål og kun ét mål for øje, og det er OL i Paris,” siger Jesper Hansen og fortsætter:
”Jeg skal ikke jagte en OL-plads længere, og det giver mig mulighed for at arbejde med de små detaljer, uden at tænke på, hvad det betyder på kort sigt. På den måde kan jeg time formen optimalt i forhold til legene i Paris.”
Fjerde OL i træk
Den 42-årige skytte skal i Paris deltage ved sit fjerde OL i træk. Hidtil er det resultatmæssigt kun gået fremad. I London i 2012 blev han nummer 26. Ved legene i Rio i 2016 kom han i finalen og blev nummer fem, mens han i Tokyo fik en flot sølvmedalje.
”Det bliver ikke nemt at forbedre mig igen, for så skal jeg jo vinde guld. Men muligheden er der. Jeg går i hvert fald efter at komme i finalen for tredje OL i træk, og når man først er i finalen, så kan alt ske. Jeg er rigtig godt skydende, og jeg vil gøre alt for at vinde en medalje til Danmark i Paris,” slår Jesper Hansen fast.