Viktor Axelsen i finalen om at blive Årets Sportsnavn 2023
Verdensetteren i badminton, Viktor Axelsen, har igen i år haft en forrygende sæson. Derfor er han blandt de tre finalister, der kæmper om titlen som DIF, Team Danmark og Salling Groups Årets Sportsnavn 2023.
Viktor Axelsen formår at levere den ene fænomenale sæson efter den anden – og 2023 er ingen undtagelse. Axelsen har nemlig vundet tre ud af fire Super 1000-tuneringer: Malaysia Open, Indonesia Open og China Open. Med sejren i China Open skriver Viktor Axelsen samtidig verdenshistorie, da han er den første spiller i herresingle nogensinde til at have vundet samtlige Super 1000-turneringer, sæsonfinalerne samt VM og OL.
Og det stopper ikke her. I 2023 har den 29-årige fynbo også vundet EM-guld både individuelt og for hold, European Games og Japan Open (Super 750). I november kunne Axelsen desuden kalde sig den første vinder nogensinde af Japan Masters (Super 500), hvilket cementerer hans placering som en suveræn nummer et på verdensranglisten for herresinglespillere i badminton.
De mange flotte præstationer betyder, at Axelsen er blandt de tre finalister, der kæmper om titlen som Årets Sportsnavn 2023. Prisen uddeles i samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Salling Group. Hvis verdensetteren vinder Årets Sportsnavn 2023, vil det være et hattrick, da Axelsen også vandt prisen i 2021 og 2017.
I sidste uge blev Jonas Vingegaard afsløret som årets første finalist. Den tredje og sidste finalist til Årets Sportsnavn 2023 offentliggøres i næste uge, og vinderen kåres ved DR’s sportsshow ’SPORT 2023’, der sendes live fra Jyske Bank Boxen i Herning 6. januar 2024.