Carlsberg er ny olympisk partner med DIF og Team Danmark
Team Danmark, DIF (Danmarks Idræts Forbund) og Carlsberg har indgået et partnerskab, der betyder, at Carlsberg er ny dansk olympisk partner og med til at forstærke dansk idræt og de håbefulde atleters færd på vej mod og under de Olympiske Lege.
”Med Carlsberg på holdet står atleterne og dansk idræt endnu stærkere, når de skal repræsentere Danmark til OL i 2024, 2026 og 2028. Atleterne samler os på kryds og tværs, når de kæmper med Dannebrog på brystet. Vi ser frem til et spændende partnerskab, og med Carlsberg på holdet får vi en helt unik mulighed for at bringe endnu flere mennesker sammen til store oplevelser,” siger Peter Fabrin, adm. direktør i Team Danmark.
Hos Carlsberg er man også begejstret for at blive en del af det stærke hold, der står bag de danske atleter, der til sommer kommer til at samle, røre og inspirere os under OL i Paris.
”Vi er meget stolte over at blive olympisk partner for DIF og Team Danmark. Deres slogan og fokus på, at ’ingen vinder alene’ går rigtig godt i tråd med vores egne værdier om at hylde sammenholdet, hvor alle bidrager og kan være med,” siger Christopher Bak Billing, sponsordirektør i Carlsberg Danmark