21 danskere deltager ved ungdoms-OL i vintersport
Når den olympiske ild i dag fredag eftermiddag dansk tid tændes i sydkoreanske Gangwon bliver det startskuddet til næsten to ugers intense konkurrencer ved ungdoms-vinter-OL. Det er fjerde gang i historien, at IOC samler verdens største vintersportsatleter til Youth Olympic Games, som legene hedder.
Der deltager over 1900 atleter ved vintersportslegene i Gangwon, hvilket er rekord. Danmark er repræsenteret med 21 unge talenter.
“Det er en ekstremt spændende trup, som vi har med til vinter-ungdoms-OL i Gangwon, og det bliver interessant at følge vores unge danskere ved dette enorme olympiske event. Ungdoms-OL handler i høj grad om at få en masse lærerig olympisk erfaring i bagagen som ung eliteatlet, og vi håber og tror på, at vores danske atleter får en oplevelse for livet, som de kan bruge konstruktivt i deres videre sportskarriere,” siger Mikkel Sansone Øhrgaard, der er chef de mission for det danske hold i Gangwon.
Danmark har som udgangspunkt ikke tradition for at skovle medaljer i hus ved olympiske lege i vintersport, men den danske chef de mission tør godt være relativt ambitiøs, inden det går løs i Gangwon.
”Vi sender et stærkt hold, og vi kan godt drille mange af de store vintersportsnationer på en god dag. Så drømmen er bestemt topplaceringer i en eller flere discipliner, men vi ved også, at utroligt mange faktorer kan spille ind ved et event som dette – specielt når man har med så unge mennesker at gøre. Derfor kræver eventuelle topplaceringer ved et ungdoms-OL naturligvis både dygtighed, held og den rette timing på dagen,” siger Mikkel Sansone Øhrgaard.