Ny dansk medalje ved Ungdoms-OL
Søskendeparret Katrine og Jacob Schmidt vandt torsdag formiddag dansk tid sølv i curling (mixed doubles) ved vinter-ungdoms-OL i Gangwon. Dermed ender Danmark på fire medaljer. En samlet forrygende sportslig præstation, der lover godt for dansk olympisk vintersport i fremtiden.
Når vinter-ungdoms-OL i sydkoreanske Gangwon (Youth Olympic Games) i dag slutter med et brag af en afslutningsceremoni, er det med de to curlingsøskende Katrine og Jacob Schmidt som danske fanebærere. Det er første gang nogensinde, at et dansk søskendepar bærer den danske fane ved et olympisk event.
Og som om det ikke var nok: Katrine og Jacob Schmidt er også helt nykårede sølvmedaljevindere i curling (mixed doubles). Torsdag formiddag dansk tid og få timer inden afslutningsceremonien i Sydkorea, spillede de to unge curlingtalenter finale mod Storbritannien. En finale, der sluttede med et knebent nederlag på 6-7 til briterne.
Med sølvmedaljen til Katrine og Jacob Schmidt ender Danmark på fire medaljer ved Youth Olympic Games: En guldmedalje i bobslæde (monobob), to sølvmedaljer i curling (mixed team og mixed doubles) og en sølvmedalje i ishockey (3 mod 3). Derudover har de danske vintersportstalenter opnået flere andre topresultater – deriblandt en stærk 14.plads ud af 98 deltagere til Leonora Rønhede i biathlon og en fjerdeplads til Nanna Vestergaard Johansen i skeleton.