BoksningSportspriser

Danmarks Bokse-Union er kåret til Årets Specialforbund i 2024

Danmarks Bokse-Union har vundet prisen som Årets Specialforbund 2024 foran Dansk Kano og Kajak Forbund og DanskHåndbold. Med den ærefulde titel følger 100.000 kr.

Danmarks Bokse-Union modtog salens hyldest til DIF’s årsmøde den 4. maj, hvor en liveafstemning blandt de 62 forbund kårede dem som vinder af Årets Specialforbund 2024.

Det var en glad og overrasket formand i Danmarks Bokse-Union Lars Brovil, der modtog prisen på scenen.

”Det her har virkelig været værd at vente på. Det betyder meget mere, end i tror. Sådan en indsats lykkes ikke uden, at man er mange inde over. Så for ikke at glemme nogen, så vil jeg sige tak til alle for det store bidrag, så det her kan lade sig gøre for Danmarks Bokse-Union,” sagde han fra talerstolen.

Det sidste års tid har Danmarks Bokse-Union arbejdet målrettet og dedikeret. De tre primære grunde til, at de vinder i år, er:

  • at de for første gang i 12 år er lykkes med at kvalificere en atlet til OL i Paris. Det er resultatet af, at Unionen har styrket sit talent- og elitearbejde på flere parametre.
  • deres ”Mere boksning for flere”-strategien, som har vejet tungt på vægtskålen herunder deres samarbejde med Parkinsonforeningen, hvor de med succes tilbyder boksetræning til parkinsonramte. I dag har de godt 90 uddannede trænere i en særligt tilpasset træningsform, som bygger på motionsboksning med bl.a. stemme- og mimiktræning. Under samme strategi kan også nævnes deres Get2sport-indsatser og det tværidrætslige samarbejde med fire andre forbund om ”Piger og kvinder i kampsport”.
  • at de på den internationale idrætspolitiske scene har udmærket sig særligt ved at bane vejen for et nyt verdensforbund, World Boxing, og samtidig kørt sig selv i stilling til en mulig præsidentpost, men også for at have en forbundsrepræsentant som lead i Sports and Competition Committee under World Boxing