Næsten 3000 atleter stiller op til DM-ugen
Næsten 3.000 atleter stiller i næste uge op ved DIF DM-ugen i Herning i alt fra cykling til skydning. Hvad enten vi taler DM i tennis, DM i vægtløftning, DM i beachvolleyball, DM i dart eller en helt femte idrætsgren, så er det Danmarks bedste atleter på netop deres felt, der tager kampen op om at blive danmarksmester. I alt skal der under DM-ugen kåres 138 danmarksmestre fordelt på 40 sportsgrene.
Om DIF DM-ugen:
20.-23. juni i Herning – med tyvstart af enkelte sportsgrene allerede fra mandag d. 17. juni samt kvindernes pokalfinale i fodbold på MCH Arena onsdag d. 19. juni.
Tre centre courts spredt udover Herning samt enkelte andre venues
Alle mesterskaber er GRATIS at overvære
40 sportsgrene
138 medaljesæt
Cirka 3.000 atleter og officials
To ‘kom-og-prøv-parker’ i byen, hvor alle kan prøve kræfter med en lang række forskellige sportsgrene.
DR er mediepartner på eventet og dækker det tungt på flere kanaler
Bag eventet står DIF – i samarbejde med specialforbundene – og værtsbyen Herning.