BrydningOlympiske legeTopnyheder

Danmark får bryder med til OL i Paris

Danmark får igen en bryder med til OL. Det står klart efter, at 22-årige Turpal Bisultanov har fået tildelt en såkaldt reallokeret plads af det internationale brydeforbund.

OL-drømmen så ellers ud til at briste for den danske bryder, da en skulderskade først forhindrede ham i at deltage ved VM i 2023, og han siden måtte se sig slået i den afgørende kamp ved det sidste OL-kvalifikationsstævne i maj. Men nu har den tidligere europamester og VM-sølvvinder altså fået tildelt en OL-plads, fordi der er indløbet et afbud, og Bisultanov var førstereserve på ranglisten. På den baggrund har DIF, der er Danmarks Olympiske Komité, udtaget ham til OL, der begynder 26. juli i Paris.

Turpal Bisultanov har hele tiden kendt sin situation som førstereserve og har dermed holdt formen ved lige i tilfælde af, at han skulle pakke OL-kufferten i sidste sekund.

“Jeg fik bare tårer i øjnene, da jeg fik opkaldet om, at jeg havde fået pladsen. Jeg har drømt om at bryde for Danmark til OL, siden jeg var helt lille, og jeg troede, at muligheden var gået i vasken. De sidste to år har været en rutsjebanetur. Først med at få mit danske pas, så blev jeg skadet og skulle opereres, og så kæmpede jeg for at nå at kvalificere mig. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg nu får muligheden. Det er stort for både mig og min familie, og jeg er stolt over at få lov at repræsentere Danmark. Forberedelserne har selvfølgelig ikke været optimale, men jeg har heldigvis holdt mig i gang, og måske ser mine modstandere mig lidt som en underdog. Vi får se. Jeg glæder mig,” siger Turpal Bisultanov.