32 danske atleter skal til PL i Paris
Om to uger tager de paralympiske atleter over i Paris. Det danske PL-hold er Nordens største og tæller både regerende mestre og lovende debutanter fordelt på ni sportsgrene.
Sportssommeren er for en kort stund sat på pause, mens pariserne og tv-seere verden over sunder sig oven på et storslået OL. Men for 32 danske para-atleter kulminerer forberedelserne til de Paralympiske Lege nu, inden den officielle PL-åbning på Champs-Élysées og Place de la Concorde onsdag den 28. august. Derefter følger 12 konkurrencedage, hvor hele verden på ny kan lade sig fascinere og inspirere af sport i verdensklasse på de ikoniske arenaer rundt om i Paris.
Det er DIF, Team Danmark og Parasport Danmark, der står bag den danske deltagelse i PL, og DIF-formand Hans Natorp glæder sig til anden halvleg af den olympiske sommer.
– Paris har vist sig som en fremragende olympisk vært, og der er på alle måder lagt op til et banebrydende PL. Jeg tror, vi vil se, at den paralympiske idræt når nye højder både sportsligt og i sin udbredelse, når para-atleterne indtager det parisiske byrum, siger Hans Natorp.
22 mænd og 10 kvinder udgør tilsammen det danske PL-hold, der er det største siden legene i Athen i 2004. 12 spiller kørestolsrugby, mens de resterende 20 atleter er fordelt på atletik, badminton, bordtennis, cykling, dressur, skydning, svømning og taekwondo.