Parasport

Målsætning: Otte danske medaljer til de Paralympiske Lege

Den 28. august begynder de Paralympiske Lege i Paris. DIF, Parasport Danmark og Team Danmark er nu klar med en ambitiøs medaljemålsætning, der lyder på otte danske medaljer. Det er en markant forøgelse fra Tokyo i 2021, hvor det blev til fem medaljer.

”Vi har sat et ambitiøst men også realistisk mål for vores danske præstation til PL. Sammenlignet med Tokyo står vi stærkere. Vi har formået at give både atleter og trænere endnu bedre forudsætninger under deres forberedelse, og når det hele går løs i Paris. Det har været muligt i kraft af øget støtte – ikke kun organisatorisk, men også for den enkelte atlet. Alt det taget i betragtning tør vi godt love, at de danske fans får masser af store oplevelser”, udtaler  Chef de Mission, Nicklas Bjaaland fra DIF.

Medaljestatistik ved de seneste tre Paralympiske Lege

  • Tokyo, 2020 (2021): 5 medaljer (3 guld, 1 sølv og 1 bronze)
  • Rio, 2016: 7 medaljer (1 guld, 2 sølv og 4 bronze)
  • London, 2012: 5 medaljer (1 guld, 4 bronze)

De fire medaljetagere fra Tokyo var Lisa Kjær, Tobias Thorning Jørgensen (to medaljer), Peter Rosenmeier og Daniel Wagner. Alle deltager i Paris 2024.

Fakta om Danmarks deltagelse ved PL i Paris 2024: 

  • Deltagelse i ni sportsgrene
  • 32 atleter
  • 12 debutanter