Parasport

Bedste danske PL-resultat i 20 år

Med 10 medaljer fordobler de danske para-atleter høsten fra Tokyo og vinder for første gang siden legene i Beijing 2008 flere medaljer end OL-holdet.

Det startede med guld til svømmer Alexander Hillhouse, og det sluttede med guld til cykelrytter Emma Lund. Indimellem kom tre sølvmedaljer og fem bronzemedaljer. Fra første til sidste dag ved PL i Paris har de danske para-atleter demonstreret, at de er verdensklasse. Danmark slutter som nr. 38 af 165 lande i medaljetabellen og er bedst blandt de nordiske lande.

De 10 danske medaljer er to mere den officielle målsætning, der lød på otte medaljer. Det er samtidig en fordobling af resultatet fra PL i Tokyo i 2021. Ikke siden de Paralympiske Lege i Athen i 2004, hvor Danmark vandt 15 medaljer, har det sportslige resultat været bedre.

De danske medaljer ved PL i Paris:

Guld: Emma Lund, cykling, linjeløb; Alexander Hillhouse, svømning, 100 m fly

Sølv: Daniel Wagner, atletik, længdespring; Daniel Wagner, atletik, 100 m løb; Katrine Kristensen, dressur, individuel event

Bronze: Bjørk Nørremark, atletik, længdespring; Peter Rosenmeier, bordtennis, single; Emma Lund, cykling, enkeltstart; Lisa Kjær, taekwondo; Martin Black Jørgensen, skydning, 10 m luftriffel

Fakta om den danske deltagelse ved PL i Paris

  • Deltagelse i ni sportsgrene
  • 32 atleter
  • 12 debutanter
  • Målsætning: 8 medaljer
  • Resultat: 10 medaljer