Fodbold

Rasmus Højlund kåret som Årets Talent

Dansk Boldspil Union har kåret Manchester Uniteds Rasmus Højlund som årets herre talent 2023.

Den 20-årige spiller fra Hørsholm brød igennem på den internationale fodboldscene med bunker af mål i Serie A, syv mål i otte EM-kvalifikationskampe, et skifte til mægtige Manchester United og fem mål i Champions League

“Det betyder rigtig meget for mig, og jeg er utrolig stolt. Det er et ekstremt dygtigt felt af spillere, men jeg synes også, at jeg har gjort det godt i år, og jeg er rigtig glad og stolt over at vinde den pris,” siger Rasmus Højlund. 

Prisen uddeles i et samarbejde mellem Spillerforeningen og DBU, og det er spillerne selv, som har peget på Rasmus Højlund som det mest funklende danske talent i 2023.