Stort underskud i fodboldklubben Aab
Aalborg Boldspilklub A/S, der står bag NordicBetliga-klubben Aab, endte 2023 med et underskud før skat på 34,4 millioner kroner.
Blandt andet er resultatet af transferaktiviteterne faldet, fra et overskud på 17,0 mio. kr. i 2022 til et overskud på 5,2 mio. kr. i 2023.
Indtægter fra samarbejds- og sponsoraftaler udgør 32 mio.kr. efter et fald på 4,1 mio.kr. i forhold til 2022, hvilket primært kan relateres til nedrykningen fra 3F Superligaen.
“For AaB er dette naturligvis langt fra et tilfredsstillende resultat, men vi har sat gang i en positiv turnaround af forretningen og vores klub, hvilket er afgørende for at sikre, at AaB fremadrettet bliver en endnu større faktor inden for oplevelsesøkonomien. Konkret ønsker vi at udvikle AaB strategisk, så vi organisatorisk og kommercielt kan gro, og operationelt vil vi aktivt stræbe efter at erobre nyt terræn og derigennem vinde markedsandele for at flytte os i en positiv retning. Dette skal skabes gennem en tæt relation med blandt andre vores fans og det lokale og regionale erhvervsliv”, udtaler administrerende direktør Michael Tuxen Boll .
AaB forventer et resultat for 2024 i niveauet minus 25 mio. kr. til minus 35 mio. kr. Heri er indregnet en forventet status som 3F Superligaklub fra sommeren 2024 og TV-indtægter og transferindtægter på et lavere niveau end realiseret de seneste år.