Fire verdensmestre bliver fanebærere ved De Olympiske og Paralympiske Lege
Håndboldspiller Niklas Landin og sejler Anne-Marie Rindom skal bære Dannebrog til åbningen af OL i Paris, mens dressurrytterne Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen har fået det prestigefyldte hverv til PL.
De fire kommende fanebærere blev præsenteret tirsdag eftermiddag ved en ceremoni i Aarhus hos BESTSELLER, der for femte gang i træk står bag den danske tøjkollektion til OL og PL. De fik overrakt fanerne af Sara Slott Petersen og Daniel Wagner, der sammen med henholdsvis Jonas Warrer og Lisa Kjær varetog fanebæreropgaven i Tokyo for tre år siden.