Stærkt dansk dressurhold til OL
Det danske dressurhold til OL i Paris er nu sat, og det er fire dygtige ryttere, der drager afsted mod Paris med store ambitioner.
Det danske dressurlandshold i Paris kommer til at bestå af Cathrine Laudrup-Dufour, Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald og Nadia Aaborg Sloth som reserve. Det er et utrolig stærkt dressurlandshold, som DIF, der er olympisk komité i Danmark, har udtaget på baggrund af en indstilling fra Dansk Ride Forbund.
”Dansk dressur kommer til OL som forsvarende verdensmestre, så måske er der noget godt i vente i Paris. Rytterne skal konkurrere i nogle fantastiske rammer ved Versailles-slottet, og vi har lavet et godt setup til dem tæt på konkurrencestedet. Så forudsætningen for nogle fantastiske konkurrencedage er på plads,” siger Søren Simonsen, OL-chef de mission.