ParasportTopnyheder

Dansk PL-sølv på 100 meter

Med en fantomtid på 12.08 spurtede Daniel Wagner (Vejle) sig mandag aften til sin anden sølvmedalje på tre dage ved de Paralympiske Lege i Paris.

Inden startskuddet lød på Stade de France var Daniel Wagner på papiret femtehurtigste løber i 100 m finalen i T63-klassen. Men danskeren fløj ud af startblokken og lå længe forrest, inden han på de allersidste centimeter akkurat måtte se sig slået af amerikanske Ezra Frech med to hundrededele af et sekund. Bronzen gik til Vinicius Goncalves Rodrigues fra Brasilien, der krydsede målstregen i tiden 12.10 lige efter danskeren.

“Det er mega glæde, der fylder mig nu. Det er så vildt, hvad en tusindedel af et sekund kan betyde. Den her sølvmedalje føles som en guldmedalje. Det er bare den fedeste følelse”, siger Daniel Wagner.

Med sølvmedaljen og en stor forbedring af sin personlige rekord på 100 m understreger igen Daniel Wagner, at han i en alder af 31 år og ved sit fjerde sommer-PL er bedre end nogensinde.

“Det er lidt ligesom i London i 2012. Det var også både en forløsning og en stor oplevelse. Der er ikke noget bedre, end når man går ind og overrasker, men det er sindssygt svært at gøre. Det her var en overraskelse, og det føles ekstremt godt”, siger Daniel Wagner.

PL-sølvet på 100 m er en gentagelse af Daniel Wagners bedrift fra i Rio 2016. Han er nu oppe på seks paralympiske medaljer i sit trofæskab.

Medaljen er Danmarks femte ved PL i Paris, og dermed har holdet allerede tangeret totalen fra Tokyo i 2021.