IOC giver 500.000 euro for at få Notre Dame klar til OL
Den internationale olympiske komité har besluttet at donere 500.000 euro til genopbygningen af Notre Dame i Paris. Dette er gjort blandt andet med hensigten om at genopbygningen af kirken kan være færdig til OL 2024, der skal være netop i Paris.
Notre Dame er en katolsk domkirke på øen Cité midt i Paris. Kirken blev bygget mellem år 1163 og 1345, og er blandt de ældste bygninger i byen. Den er kendt for at lægge baggrund til Victor Hugos roman Klokkeren fra Notre Dame. Den 15. april udbrød der brand i kirken. En brand der har påført enorme skader, og der er derfor behov for en stor genopbygningsproces.