Den Flamske Pil er død
Et af belgisk cykelsports allerstørste navne, Patrick Sercu, er død 74 år gammel.
Af Henrik Elmgreen
Seksdageskongen over dem alle, ”Den Flamske Pil”, Patrick Sercu er død efter længere tids sygdom.
Sercu var nok den største all round’er cykelsporten nogensinde har set. Han var en af verdens største baneryttere, men han opnåede også fremragende resultater på landevejen. Som blot 19-årig blev han i 1963 verdensmester i sprint og året efter vandt han olympisk guld i 1.000 meter på tid i Tokyo. Som professionel vandt han yderligere to verdensmesterskaber i sprint 1967 og 1969. I 18 sæsoner dominerede han på vinterbanerne, vandt 88 6-dagesløb, heraf fem i København. Hans rekordliste omfatter også adskillige verdensrekorder og officielle mesterskabstitler, nationale som internationale.
På landevejen vandt han seks etapesejre i Tour de France og 13 i Giro’en. Det ultimative bevis på hans alsidighed må være den grønne pointstrøje i Tour’en, som han vandt i 1974.
Fra olympisk mester på 1.000 meter til grøn trøje i Tour de France, så har man været vidt omkring. I alt vandt Sercu 104 sejre på landevejen.
Sercu stoppede sin aktive karriere i 1983, men hans liv i cykelsporten forsatte. Han var i en periode træner for de belgiske baneryttere, var kontaktmand mellem ryttere og arrangører, specielt på vinterbanerne, og han var selv arrangør af 6-dagesløb i en årrække, lige indtil helbredet begyndte at svigte for at par år siden.
Sercu var et meget privat menneske, men hvis man endelig fik lov at lære ham at kende, kunne man ikke ønske sig en bedre ven.