Cykling

Tysk sejr på regnfyldt femte etape i Giro d’Italia

Det tyske stjerneskud og nationale mester Pascal Ackermann fra Bora – Hansgrohe teamet sejrede på onsdagens meget regnfyldte femte etape af Giro d’Italia. Tyskeren sejrede i massespurten tæt foran colombianske Fernando Gaviria fra UAE teamet, mens franske Amaud Demare fra Groupama-FDJ blev nr. tre. Der blev kørt over 140 km fra Frascati til Terracina i massivt regn.

Det er fortsat Primoz Roglic fra Team Jumbo – Visma, der fører løbet. Ackermann udbyggede også sin føring i pointkonkurrencen.

“Jeg måtte bremse ved 250 meter mærket, men var heldig at få Gavirias hjul og han blev den perfekte leadout mand for mig. Jeg havde meget power til sidst. Jeg er bare lykkelig”, udtalte den tyske mester efterfølgende.

Det var den italienske premiereminister Giuseppe Conte, der skød etapen i gang. En af forhåndsfavoritterne, Tom Dumoulin, måtte udgå på etapen.