Fremad Amager henter amagerkansk talent i FCK
NordicBet liga-klubben Fremad Amager har skrevet en 4-årig kontrakt med det amagerkanske talent Felix Winther.
Den 19-årige spiller, der oprindeligt kommer fra Amager, har sidste sæson været en af de største profiler på FC Københavns U19 hold, og har ved flere lejligheder også være en del af FCKs superligatrup.
”Jeg er begejstret over at kunne vende hjem til øen og få muligheden for at spille i Fremad. Det er en stor mulighed, og jeg var ikke i tvivl om hvor min karriere skulle fortsætte. Jeg har trænet med i et par uger og spillet flere kampe for at vise mig frem. Det førte til en aftale, og nu handler det om at få en god start. Jeg ser frem til at hive trøje nr. 4 over hovedet med Amager på ryggen, og selvfølgelig komme i aktion foran Fremad-fansene i Sundby,” siger Felix Winther.