Den nye DM-uge rykket til 2022
I sommeren 2021 skulle en lang række danmarksmesterskaber i forskellige idrætsgrene have været afholdt på én uge det samme sted i Danmark. DM-ugen er nu udskudt til sommeren 2022.
Målet var klart, og planlægningen var i fuld gang: Der skulle afholdes en folkefest i eliteidrættens tegn i Aalborg i uge 25 i år 2021. DM-festen skulle være en del af Danmarks Idræts Forbunds (DIF) 125-års jubilæum i 2021 og blandt andet bestå af DM i tennis, DM i cykling, DM i klatring, DM i fægtning, DM i atletik osv. Jubilæet består, men skal nu forhåbentlig fejres med store danske præstationer ved OL og PL i Tokyo 2021. DM-festen udskudes til sommeren 2022. Årsagen er, at sportsommeren 2021 bliver meget omfangsrig med de mange udskudte idrætsarrangementer fra 2020 til 2021 på grund af coronakrisen. Frygten er derfor, at den nye DM-uge vil drukne i store internationale idrætsevents.
”OL i Tokyo er udskudt til 2021, og samtidig afholdes forhåbentlig både EM i fodbold og Tour de France-starten på dansk grund. Alt det bevirker, at vi udskyder vores planlagte DM-uge fra 2021 til 2022,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF og en af initiativtagerne til den nye DM-uge. Han fortsætter:
”Med udskydelsen af DM-ugen udviser vi rettidig omhu. Vi mener ikke, at tiden er inde i 2021 til at lancere en DM-uge, som vi på sigt forventer os meget af. Vi vil gerne ordentligt fra land med vores nye DM-koncept og have en masse opmærksomhed omkring konkurrencerne. Det får vi ikke i 2021. Til gengæld får vi nu et år mere til at forberede os, så alt er klar til sommeren 2022.”
I 2019 blev der indgået en hensigtserklæring mellem DIF og Aalborg Kommune om afvikling af DM-ugen. DIF og Aalborg Kommune har siden indgåelsen af hensigtserklæringen været i tæt dialog og nærmet sig en endelig aftale, så DM-ugens første afvikling kan afholdes i det nordjyske. Endnu er der ikke sat underskrifter på aftalen, men nu er der tid til at få de sidste detaljer på plads, så Aalborg kan blive centrum for en sportslig folkefest i sommeren 2022.