Michael Schjønberg ny træner i Vendsyssel FF
1. divisionsklubben Vendsyssel FF har udpeget 53-årige Michael Schjønberg som ny cheftræner per 16. december 2020.
Michael Schjønberg, der afløser fyret Lasse Stensgaard, var i sin aktive karriere en stor profil i Esbjerg, OB, Hannover og 1. FC Kaiserslautern. Desuden har han spillet 44 landskampe for Danmark – og har deltaget i tre slutrunder.
Michael Schjønberg har, siden han stoppede sin aktive karriere som professionel fodboldspiller i 2001, blandt andet været træner for 1. FC Kaiserslautern, Herfølge Boldklub, Hannover 96, FC Vestsjælland og Vålerenga – og ligeledes bestridt sportsdirektørstillingen i henholdsvis FC Vestsjælland og 1. FC Kaiserslautern.