Forsvarsspiller fra Lyngby til FC Helsingør
FC Helsingør fra 1. division har fredag skrevet kontrakt med den erfarne midterforsvarer Nicolai Geertsen, der kommer til efter senest at have spillet Superligafodbold for Lyngby BK.
29-årige Nicolai Geertsen har spillet knap 50 kampe i den bedste række for Lyngby, og har derudover erfaring fra 1. Division og norsk fodbold, efter at have spillet for Sandnes Ulf i Norges næstbedste række. Geertsen har båret anførerbindet i både Sandnes og Lyngby. Derudover har Geertsen tidligere bl.a. spillet i Hillerød og HB Køge.
“Geertsen er en spiller, som vi i flere omgange har lagt billet ind på, og det er fantastisk at det endelig kunne passe sammen for os. Han er en klassespiller, der er fremragende i duelspillet, og en ledertype, der altid går forrest på banen, og tager fat når det gør ondt. Han var meget højt på trænerstabens ønskeliste, og Nikolai kommer til at blive en kæmpe gevinst for FC Helsingør, det er jeg helt overbevist om”, udtaler sportslig ansvarlig Brian Gellert fra FC Helsingør.