Cykling

Danske internationale cykelløb rykkes

De to danske UCI EuropaTour løb,  GP Himmerland Rundt og RENT LIV Løbet i Skive udsætte fra maj til august. Det skriver arrangørerne mandag i en pressemeddelelse.

“Kampen mod Covid-19 er nu gået over i en ny fase, hvor et stort vaccinationsprogram er blevet igangsat. Vi glæder os til, at vaccinationerne er så udbredt, at det igen er forsvarligt at samles på tværs af nationerne. Vi tror desværre ikke, at det bliver muligt inden den 1.- 2. maj i år, hvor vi havde planlagt at afholde vores to UCI løb”, udtaler arrangør Mogens Kristensen.

“Derfor har vi med beklagelse besluttet at anmode UCI om at udsætte løbene til den 21.-22. august, hvor vi forhåbentlig kan afvikle løbene som vi plejer med masser af tilskuere.”

Forhåndsinteressen for deltagelse i de to traditionsrige løb har ellers været meget stort. Der er allerede indgået aftaler med 28 forskellige teams fra en lang række europæiske lande samt Canada.

Arrangørerne håber på, at de allerede udvalgte teams fortsat vil deltage i løbene, hvis ellers den internationale cykelunion (UCI) accepterer flytningen.

I 2020 blev løbene aflyst pga. Covid-19.