DIF vil have Rusland udelukket fra al sport
Udviklingen i Ukraine er forfærdende, og hos Danmarks Idrætsforbund er holdningen klar: Al idrætsligt samkvem med russerne skal ophøre hurtigst muligt.
”Ruslands militære invasion i Ukraine påvirker os alle dybt. Det er skræmmende billeder og rapporter, der kommer fra de eskalerende krigshandlinger time for time. Ruslands angreb på den ukrainske befolkning er totalt uacceptabel og kræver international fordømmelse og sanktioner. Derfor er vores holdning klar: Rusland og Hviderusland skal udelukkes fra al international sport og idrætsligt samkvem” fastslår formanden for DIF, Hans Natorp.