Danmark flot repræsenteret til ’OL for mindre sportsgrene’
62 danske atleter i 14 sportsgrene skal kæmpe om medaljerne, når World Games, der er de mindre sportsgrenes svar på OL, afvikles i USA med deltagelse af 110 lande fra 7. til 17. juli.
Danmark stiller med et stort hold, når World Games, der kaldes ’OL i mindre sportsgrene’, afvikles i Birmingham, USA, og det danske hold har mange gode medaljemuligheder. Delegationen består af 62 atleter i 14 sportsgrene, som spænder fra vandski og styrkeløft til strandhåndbold og orienteringsløb.
World Games afvikles ligesom OL hvert fjerde år, men på grund af corona blev det udsat, så det senest blev afviklet i Polen i 2017. Her vandt Danmark hele seks guldmedaljer, mens det hverken blev til sølv- eller bronzemedaljer.