Gjensidige Kvindepokalen bliver en del af DM-ugen
Når Fortuna Hjørring og FC Nordsjælland til sommer brager sammen i kvindernes pokalfinale i fodbold, bliver det som en del af en storstilet åbningsceremoni for DM-ugen på Aalborg Portland Park.
I uge 25 afholder Danmarks Idrætsforbund for andet år i træk det store sportsevent DM-ugen. Her kåres over 200 danmarksmestre i over 35 sportsgrene, og publikum kan opleve en buffet af sport, hvor olympiske idrætsgrene blander sig med mere ukendte sportsgrene.
For første gang er kvindernes pokalfinale i fodbold Gjensidige Kvindepokalen en del af DM-ugen. Pokalfinalen, som står mellem FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring, kommer bogstaveligt til at sparke DM-ugen i gang, idet Gjensidige Kvindepokalen bliver en del af DM-ugens store åbningsceremoni på Aalborg Portland Park.
”Vi er utroligt glade for, at finalen i Gjensidige Kvindepokalen i år bliver en del af DM-ugen, og vi glæder os til, at Aalborg Stadion kommer til at danne ramme om DM-ugens store åbningsfest med underholdning og sport i topklasse foran tusindvis af tilskuere,” siger Mads Bang Aaen, eventansvarlig på DM-ugen.